Artikler

Artikel den 18 september i MODKRAFT

 

Et sidste farvel til Bolsjefabrikken

Artiklen er skrevet af Rune Eltard-Sørensen og billederne er taget af Mette Kramer Kristensen- TAK.

Foto: Mette Kramer Kristensen.

Brugerne af kulturhuset Bolsjefabrikken på Lærkevej sagde tirsdag farvel til deres fristed igennem fire år med cykeltur igennem Nørrebro og fest i deres nye hjem på Ragnhildgade. Vores fotograf var med.

Som tidligere omtalt på Modkraft, så lukker Bolsjefabrikken på Lærkevej efter fire år som brugerstyret kulturhus i det københavnske nordvestkvarter, fordi den privatejede grund er blevet solgt.

Det blev markeret tirsdag aften den 17. september med en symbolsk »sidste« optog i regnvejr igennem Nørrebro – fra fristedet på Lærkevej til den anden Bolsjefabrik på Ragnhildgade, hvor en del af husets aktiviteter vil fortsætte.

Lukningen falder sammen med Lærkevej-husets fire års fødselsdag og de godt 100 fremmødte ‘bolsjer’ afsluttede derfor dagen med hjemmelavede kager, spontane skåltaler og sofahygge.

Vores fotograf Mette Kramer Kristensen var med på den sidste rejse.

Læs artiklen »Bolsjefabrikken på Lærkevej lukker« hos Modkraft.

Foto: Mette Kramer Kristensen.
Foto: Mette Kramer Kristensen.
Foto: Mette Kramer Kristensen.
Foto: Mette Kramer Kristensen.
Foto: Mette Kramer Kristensen.
Foto: Mette Kramer Kristensen.
Foto: Mette Kramer Kristensen.

Politiken den 10 august

2011

AF Birgitte Kjær

Fem millioner kræver det at sikre det brugerdrevne kulturhus Bolsjefabrikken i Københavns nordvestkvarter.

Her har en flok kreative unge har gennem de sidste par år oprettet galleri, biograf, folkekøkken, cykelværksted og meget mere i et nedlagt VVS-firma og anlagt en nyttehave på grunden, så de selv kan dyrke råvarer til deres folkekøkken.

Nu vil brugerne sætte en stor pengeindsamling i gang for at købe bygning og grund.

»Vi har hele tiden vidst, at vi havde bygningen på lånt tid, og indenfor det seneste år er vi blevet pustet i nakken af, at der har været tre interesserede købere. For at sikre vores uafhængighed, må vi selv købe stedet«, fortæller Djawed Kimouche fra Bolsjefabrikken, som stedet kaldes.

Navnet stammer fra gruppens første sted på Glentevej, hvor de havde til huse i en tidligere bolsjefabrik. Da de måtte fraflytte den adresse, fik de lov at rykke ind på Lærkevej og blive der, indtil VVS-firmaet blev solgt.

LÆS ARTIKELKulturhus flytter ind hos VVS’er

Virtuel mursten
For at kunne købe den omkring 1000 kvadratmeter store bygning skal brugerne skaffe fem millioner.

Og selv om de er mange, er det et stort beløb for de unge, der holder til her – de fleste er studerende, kunstnere eller andre med lav indkomst.

Derfor vil de nu forsøge at skaffe pengene via donationer og fondsstøtte. Til formålet er de i gang med at oprette en hjemmeside, hvor man for 100 kroner kan ‘købe’ en virtuel mursten og på den måde donere et bidrag til fonden.

Første mål hedder 500.000, for de har – efter rådgivning af advokat Knud Foldschack (der også er advokat for Fonden Jagtvej 69) – fået at vide, at det koster 300.000 alene at oprette en fond. Og en fond er nødvendig for at kunne søge midler fra større givere/fonde.

»Det bliver nemmere at blive taget seriøst, når vi har vist, at vi har en fond med juraen i orden, og vi kan vise, at pengene går til et bestemt projekt«, siger Djawed Kimouche.

Vil sælge doneret kunst
For at gøre opmærksom på sagen og indsamlingen er Bolsjefabrikkens brugere nu i fuld i gang med at forberede kampagnen MuliGgør og eventen PanikRum, som omfatter happenings på gadeplan, koncerter og salg af kunstværker doneret af blandt andre amerikanske Shephard Fairey og Jan Danebod.

Ud over bygningen og grunden på Lærkevej råder Bolsjefabrikken også over 1200 kvadratmeter i kommunale bygninger på Ragnhildgade på Østerbro.

LÆS ARTIKELUndergrunden rykker til Østerbro: »Vi er rigtig glade for at have toiletter«

Men der er så mange brugere, at der er ikke er plads til, at flere rykker ind, hvis Lærkevej skal rømmes.

»Begge huse er fuldstændig fyldt op – med atelierpladser, øvelokaler og meget mere. Vi har tidsskemaer over, hvem der skal bruge rummene på forskellige tidspunkter«, fortæller Djawed Kimouche.

Desuden har de unge kreative kun mulighed for at bruge lokalerne på Ragnhildgade frem til 2013.

»Vi har flyttet rundt og bygget om tre gange. Vi orker ikke at flytte igen. Vi vil gerne blive et sted, og der er Lærkevej bedre at satse på end Ragnhildsgade, som skal rives ned og blive til boliger«.

Som et firben
2. september begynder kampagnen ‘Panikrum’ med en march fra Sankt Hans Torv til Lærkevej klokken 17.

»Når vi er truede, gør vi ligesom et firben, der smider halen: vi smider en del af os og hyperproducerer events og kultur«, siger Djawed Kimouche

»Her er lige landet en kunstbombe« 26/nov/08 AOK

Birgitte Ellemann Höegh

26. november 2008
I en gammel bolsjefabrik på ydre Nørrebro går en masse københavnere og roder med alt fra graffiti og konstruktioner i fibermørtel til balkanmusik og biografbygning.

»Man må altid komme på besøg på Bolsjefabrikken. Det er en event i sig selv, og kodeordet er at spørge: »Hvad fa’en sker der her?« siger Christian Svennevig.
Han er formand for foreningen bag det alternative kulturhus i den gamle Nørregade Bolcher-fabrik, der går under navnet Bolsjefabrikken. Så det tog AOK alvorligt og kom forbi en tirsdag i skumringstimen for at få syn for sagen.

Indgangen ligger på Glentevej klos op af Arne Jacobsens konstruktion af en Novofabrik i nogle lave garagebygninger, der tidligere har været mekanikerværksted og hjemsted for hjemløse, og nu er en del af Bolsjefabrikkens lokaler. Her er brudt hul i muren ind til den oprindelige bolsjefabrik, som i sommeren 2006 lige så småt begyndte at huse en masse unge københavnere.

Vi starter i forhuset – i garagerne – hvis forgård ligner én stor installation i sig selv med graffiti über alles, en campingvogn, der er samplet helt ind i bygningerne, en illumineret galgegynge-installation og nogle baggårds-toiletter. Indenfor i det, som de kalder for Laden og måske skal omdøbes til Hangaren, går Ask omkring sammen med fem andre københavnere til lyden af Oasis for fuld styrke. De har alle sammen rastahår-plus-store sweatre-og strikhuer-look og roder lidt med hvert deres. Nogle fejer og rydder op, for de er lige kommet i tanker om, at der om et par timer skal være koncert med en amerikansk countrysanger, Daniel Higgs, der tidligere spillede i punkbandet Lungfish. Så sofaer, borde, kasser med flasker, en ølautomat lavet om til en »Lykkemaskine« og bemalede masonitplader bliver slæbt af vejen for at gøre plads til en scene.

Der hænger et lysskilt med »Get lost« skrevet i farvestrålende metaller, og ovre i hjørnet er en lille interimistisk bar sat op ved siden af en campingvogn med fint tapet på væggene og halmballer på taget. I et lille baglokale, hvor der tidligere boede en hjemløs ved navnet Henning, går to mennesker og spuler gulv og vægge. Det skal bruges til opbevaring, måske køkken eller sauna. Senere skal de sammen med Ask bygge nogle konstruktioner i fibermørtel.

»Det gør vi lige om lidt,« siger Ask, der i samme materiale også har ombygget en indkøbsvogn til en rullende stol med et kæmpe øre på og indbygget lys. Han er motoren bag byggeprojektet, som gerne skal udvikle sig til meget mere. For de skal i gang med at bygge en hel flydende by, der skal være færdig til sommer og ligge i Københavns havn et sted. Pilotprojektet er et flydende atelier, som skal bygges under deres byggefestival, der starter i slutningen af denne måned.

»Vi vil lave noget helt nyt, der skal være et alternativ til de klodser, man bygger i dag, som folk er helt fremmedgjorte overfor,« siger Ask.
Det er også Ask, der sammen med vennen Louis overtog de ramponerede garagebygninger i foråret 2008 fra en flok hjemløse, som flyttede ud på grund af et voldsomt opgør, hvor én af de hjemløse var udsat for et groft overfald af nogle andre hjemløse. Et af lokalerne huser stadig nogle ejendele fra en af dem, som nu er fængslet. Ask og Louis har nu opstartet et smede-, mosaik- og elektronikværksted. Og i elektroniklokalet går Louis og rydder lidt op, hvilket er småting i forhold til dengang, de overtog lokalerne.

»Der var fyldt med rottereder og døde rotter inde i væggen, så vi tog nogle masker på, skovlede skidt ud og desinficerede ALT. Og de hjemløse ser vi faktisk ikke mere til. De har vist mistet lysten til at komme efter overfaldet,« mener Louis.

Ovre i selve Bolsjefabrikken holder en gruppe malere og skulptører til i stueetagen.
»Her er lige landet en kunstbombe,« siger Cille, som er ved at male en masse graffiti over med hvidt på fliser og en væg, som hun gerne vil bruge til at hænge sine egne værker op på.
Inde bagved i et stort rum står Balder og spraymaler et scenetæppe til en støttekoncert med balkanmusik, som skal holdes om lørdagen.

Ovenpå er Christian i gang med at lave nogle lydisoleringsplader til de store vinduespartier, for det er her, balkan-koncerten skal holdes. »Vi vil jo gerne være venner med naboerne,« siger han.
Der er graffiti OVERALT. Noget skal males over, før nye tags kan komme til. Andet vil de gerne bevare, for eksempel en foreningspagt skrevet direkte på væggen i marts 2008.

Christian arbejder sammen med Frederik, der selv spiller balkanmusik og har søgt penge til koncerten gennem Ungdomskulturpuljen.
Benny, der har sit eget projektrum bagest på første sal, viser sit lokale frem. Her kommer han en hel del, ud over den tid han bruger på Kunstakademiet. Det er nok Bolsjefabrikkens mest ryddelige og istandsatte lokale, og det er han egentlig også meget stolt af. Her går han og maler og laver »circuit bending« – noget elektroniknørderi, hvor man splitter elektronisk legetøj ad, og sætter det sammen på nye måder med ny lyd.

Han fortæller, at de har planer om en biograf og et køkken i nærmeste fremtid. I biografen skal man kunne komme og vise kult- og undergrundsfilm, egne og andres, og i køkkenet skal der laves god og billig mad til alle husets brugere.

Daniel Higgs er dukket op i Laden – en mand med et vildtvoksende gråt skæg og en lang frakke. Han kunne ved første øjekast godt ligne nogle af de hjemløse, der tidligere huserede her. Ask og de andre er begyndt at bygge i fibermørtel – de har skåret et stort organisk gaudi-lignende hul i væggen og er ved at sætte stålwirer op.

»Går du nu?« spørger Ask forundret. »Det er jo nu, alt det sjove skal til at begynde!«
Bag ved ham står fire andre københavnere og kigger interesseret på processen. Mørket har omsluttet Bolsjefabrikken. Fra vinduer hist og her kommer et varmt lys ud – fra rum, hvor der er nogen, der går og roder med et eller andet… ellers er der MEGET mørkt.

Læs mere om Bolsjefabrikken og se flere billeder fra Bolsjefabrikken her

“I ORDEN MED KAOS” Citadel/April/09

Det startede i 2005 i det gamle Nørregade Bolsjer. Entusiaster tog stedet til sig, hakkede den indtørrede bolsjemasse af flisegulvene på første sal og forvandlede den gamle fabrik til kulturhuset Bolsjefabrikken.

”Bolsjefabrikken er opstået af en masser af goodwill, frivilligt arbejde og momentan sindssyge” – siger en bruger af Bolsjefabrikken. Men over fire år har fabrikken gennemgået udviklingen fra at være et sted med masser af fest og hjemmelavede løsninger, fravær af lokummer og skrald i hjørnerne til et kulturhus med forening og bestyrelse på 14 mand, folkekøkken, nye lokaler, kreative workshops, digtoplæsninger, festivaler, biograf og seriøse initiativer. Flydende By skal her fremhæves, et ambitiøst initiativ der handler om at levere konkrete alternative løsninger til verdens klimaproblemer (www.flydendeby.dk).

Til trods for bestyrelse og generalforsamlinger er Bolsjefabrikken stadig et kulturhus af den ukonventionelle slags. En slags fordomsfri kulturel legeplads.

Frie tøjler

”Bolsjefabrikken kan og skal kumme rumme kultur af enhver art”. Sådan står det på bolsjefabrikken.com og sådan udleves det i praksis. Alle er velkomne til at ansøge om plads i Bolsjefabrikkens lokaler (værksteder og øvelokaler), ligesom de kan engagere sig i bestyrelsen og sætte nye projekter i gang. Og som noget helt særligt, er der også frie tøjler til at lave om på selve Bolsjefabrikken og eksperimentere med de fysiske rammer. ”Jo flere forskellige aktiviteter og mennesker jo sjovere bliver det!” siger initiativtager Christian Svennevig. Derforer Bolsjefabrikken også et broget sted, der rummer et mix af forskellige mennesker og begivenheder. Et selvvalgt kaos.

Et nyt Ungdomshus?

Det kunne virke som om Bolsjefabrikken tager form som en slags nyt Ungdomshus med sin flade struktur og som det kreative frirum det er. Christian Svennevig gør det dog klart at kulturhuset ikke er til at for at kæmpe en kamp, men for at udnytte de rammer de er blevet givet, til kreativ udfoldelse. ”Bolsjefabrikken vil gerne vise, at det kan lade sig gøre at lave et kulturhus på nye præmisser, der er brugerstyret, men ikke partipolitisk. ” Bolsjefabrikken ønsker ikke at fungere som et modspil til sine omgivelser, men ønsker snarere at være medspiller på egne kreative præmisser.

Vi maler byen blå…

Og Bolsjefabrikken spiller da også helt konkret sammen med sine omgivelser. I forbindelse med Bispebjerg Kulturdage planlægger Bolsjefabrikken en otte dages festival til juni, hvor Københavnerne sammen med Bolsjefabrikken inviteres til at tilføre liv og farve til et ellers gråt kvarter ved at iscenesætte kendte og ukendte steder i Nordvest. ”Vi vil meget gerne vise at med en troværdig og konstant indsats er det muligt at tilføre liv og glæde til bydelen og skabe et sted, der ergodt for alle parter”.

Julie Hjort

Københavns største skulptur
Lokalavisen for Nørrebro og Nord-Vest Onsdag den 18. marts 2009

BAG FACADEN

Det ser både slummet og rodet ud udefra, men inde bag de kulørte mure gemmer der sig en forening hvor kunst, kreativitet og en hel del hensynsfulde regler faktisk regerer. Velkommen til Bolsjefabrikken på Glentevej.

AF ULRICHWOLF

NORD-VEST: En del naboer har fået den opfattelse at det noget ramponerede, graffitiovermalede og skæve fristed, Bolsjefabrikken er et sted, der frekventeres af rødder g unge fra ungdomshuset. Nogen mener endda, at et kunstneriske værksted er levet et anneks til det ikke på brugte ungdomshus på Dortheavej. Vi gik på besøg ind bag de overskrevne mure og fandt en helt anden verden, end man måske kunne forvente. Her er både biograf, bibliotek og mere kreativeværksteder til metal, træ og store opholdsrum (hangaren), hvor man kan mødes, spise og hygge sig. Jeg bliver vist rundt af Christian, der er talsmand for foreningen bag stedet, kultur-huset Bolsjefabrikken, og en af de andre centrale personer på stedet, Benny. De er begge både velformulerede, velstrukturerede og slet ikke nogen, man forbinder med vilde autonome fra det gamle ungdomshus på Jagtvej 69. Bevares, fælles-rummene og de andre rum er måske ikke, hvad man forbinder med et moderne kulturhus i glas og stål indrettet med designermøbler og lyse farver og det rigtige lysindfald, men det er heller ikke meningen. Det skal være et sted, der bruges af kreative sjæle, som selv definerer stedet. De bygger selv og både øvelokaler, biografen og den planlagte have, som skal være åben for offentligheden, er selvbyggeri.

Men det betyder ikke, at der ikke er en mening med det hele. Her er masser af selvjustits og regler, der med garanti ikke ville have været gangbart i et mere autonomt miljø.»Jeg er ked af, at naboerne har reageret på os. i begyndelsen havde vi nogle volde fester og der kom tingene måske lidt ud af kontrol. Men sådan er det slet ikke mere. Vi har fået faste tider, aflåste rum og vi opfordrer til, at man ikke opholder sig på gaden. I hver-dagene skal der være skruet ned klokken 22 og vi har vel kun en månedlig fest, hvor vi slukker klokken 02. Vi har holdt møder med naboerne, men det set ud til, at vi måske skal mødes med dem igen, så vi kan fortælle dem ,at vi på ingen måde har noget med autonome eller ungdomshuset at gøre. Vi er en officiel kunst-forening med offentlig støtte, så vi har regler vi skal overholde og vi gør det gerne,« siger Christian, der er talsmand for Bolsjefabrikken. Han er egentlig uddannet folke-skolelærer, men arbejder på Planetariet og altså bruger en masse tid på at organisere Bolsjefabrikken.

Væk med de hjemløse
Bygningerne er, som navnet antyder, oprindeligt en bolsjefabrik, men stod tome hen i flere år. en dag cyklede Christian tilfældigt forbi og fik den ide, at han kunne vise film i de gamle bygninger. Han kontaktede ejeren, der gerne ville låne bygningerne ud til ham, blot det ikke kostede ham noget. Tingene gik slag i slag, og Christian »indtog« mere og mere af de mange bygninger. Efterhånden spredtes ordet, at man her kunne komme og udfolde sig kunstnerisk og efterhånden kom der også skik på den måde, man opførte sig på. Festerne blev sat i system og de mange som holdt til i barak-kerne måtte ud. »Der boede en del hjemløse og dem måtte vi altså sende væk. Det er ikke nemt, sådan at smide hjemløse ud, men det var vi nødt til. Der var også nogen der troede, at de kunne bruge det som et sted, hvor de kunne feste og opholde sig sammen med resten af byen. Det måtte vi så også fortælle dem, at sådan er det ikke,« siger Christian, der nu opkræver kontingent af brugerne. Bolsje-fabrikken får støtte fra Bispebjerg Lokaludvalg og fra andre fonde og desuden har man aftaler med en række firmaer om donationer.

»Vi får leveret træ fra trælast-handler, som vi kan bruge til at bygge med. Vi får brød fra Emmery’s i stedet for, at brødet bare bliver smidt ud og andre ting som vi også får, så vi kan bruge det i værkstederne. På den måde klarer vi os for ret små penge,« siger Christian, der pointerer at Bolsje-fabrikkens kunstværker præsenteres på offentlige arrangementer og at man har flere store projekter på vej til officielle arrangementer i København. Han understreger derfor, at Bolsjefabrik-ken er et frit sted, men at man naturligvis ikke vil i konflikt med naboerne – tværtimod. »Vi advarer altid om, hvis vi holder en fest og inviterer naboerne, der altid er velkomne. Vi har store skilte, hvor folk får at vide, at graffiti er indenfor og at ophold på gaden og udenfor i det hele taget, ikke er i orden. Vi ved godt, at der bor folk tæt på, »siger han og suppleres af Benny, der til udover at være den daglige vicevært, studerer på Kunst-akademiet i København. »Vi har faktisk ”indsmidere” til festerne og det er ret specielt. Vi vil ikke have, at folk opholder sig udenfor, af respekt for naboerne,« siger Benny, der faktisk ser Bolsjefabrikken som Københavns største skulptur. Denne onsdag eftermiddag er her også ret stille, 4-5 mennesker opholder sig her og roder lidt i metalværkstedet eller i atelieret. Men man kan ikke bo i Bolsjefabrikken. »Det er absolut no-no, at bo her. Der er enkelte, som sover her efter en fest, men man må ikke bo her. Det fungerer fint, bortset fra, at det er svært at få folk til at rydde op efter sig selv, men sådan er det vist alle steder,« siger han. Selvom de altså står uforstående overfor naboernes utilfredshed vil de i april igen kalde naboerne til møde for at få afklaret eventuelle misforståelser og bibeholde det gode naboskab.

»Vi er kede af, at nogen er utilfreds. Det er ikke nogen kamp eller noget ”dem og os” – slet ikke. Vi vil have dialog og det skal være et fristed, men et fristed med regler. Det kan godt være, at der kommer nogle aktivister fra ungdomshuset her, men der er helt andre regler end de er vant til, og det giver ingen problemer. Så vi vil meget gerne tale med naboerne igen,« siger Christian.

Man skal ikke altid tro, at alt er hvad det ser ud til. Inde bag bolsjefabrikkens noget ramponerede ydre gemmer der sig en forening af kunstnere, der gerne vil lave deres kunst og deres projekter i fordragelighed med naboerne. Det forsikrer »opfinderen« af Bolsjefabrikken, Christian. Foto: Flemming Schiller

Skriv et svar